Sagen mellem Yaya Touré, hans agent og Pep Guardiola er efterhånden ved at udvikle sig til en farce. Tourés agent, Dimitri Seluk, har været ude i pressen igen og brokke sig over Pep Guardiola.
Yaya Touré er endt ude i kulden hos Manchester Citys nye manager Pep Guardiola, der ikke ser ham blandt klubbens bedste spillere, og han kommer formentlig ikke til at have en fremtid i Manchester City.
Dimitri Seluk, der er Yaya Tourés agent, er ikke begejstret for Pep Guardiolas håndtering af spilleren, og han mener, at Yaya Touré har gjort alt, han kan for at komme i form og tilpasse sig Guardiolas spillestil.
– Han er i meget god form; jeg tror, han har tabt syv kilo. Måske er det ikke godt nok til Guardiola, men igen så var Zlatan Ibrahimovic heller ikke god nok til ham. Vi får at se, hvad der sker i januar, det er ikke noget problem. Yaya er en meget professionel fyr, siger Dimitri Seluk til Daily Mail.
Desuden mener han, at Pep Guardiolas beslutning om at sende Yaya Touré ud i kulden, vil få konsekvenser for Manchester City.
– City vil miste mange millioner fans fra Afrika på grund af denne beslutning fra Guardiola. Nu vil de hellere støtte Manchester United. Mange mennesker i Afrika siger, at de aldrig vil se en kamp med City igen.
Da Yaya Touré var i FC Barcelona, blev han også sendt ud af klubben af Pep Guardiola, da han kom til. Guardiola foretrak Sergio Busquets frem for Yaya Touré, og et år efter Guardiola startede som træner for FC Barcelona, forlod Yaya Touré klubben på grund af manglende spilletid.