Thomas Delaney forlod i vinters FC København og Superligaen til fordel for Werder Bremen og Bundesligaen. Nu vil Bundesliga-klubben ifølge den tyske avis, Bild, hente endnu en dansker til klubben.
Det tyske medie Bild mener at vide, at Bundesliga-klubben Werder Bremen angiveligt er ude efter Brøndbys målmand, Frederik Rønnow. Det skriver Tipsbladet i dag.
Rønnow har haft en fænomenal sæson, og den unge målmand vikarierede i tirsdagens landskamp mod Tyskland for den småskadede Kasper Schmeichel.
Der var ikke en finger at sætte på Frederik Rønnows præstation i landskampen, og ikke mindst derfor meldes Werder Bremen nu interesserede i ankermanden. Tyskerne kan dog godt forvente at få kamp til stregen om danskerens underskrift.
Læs også: FIRE spillere du bare SKAL kende navnet på under U-20 VM
Klubber som Anderlecht, Stuttgart og Genk meldes alle interesserede i den danske landsholdsmålmand.
Hvis Rønnow skifter til Werder Bremen får han følgeskab af Thomas Delaney, som allerede er i klubben, og FC Københavns Ludwig Augustinsson, der kommer til den 1. juli.
I morgen går det løs i Kazakhstan, hvor det danske landshold skal forsøge at skaffe en vital udesejr. Dér vogter Frederik Rønnow med al sandsynlighed atter buret.