De tyske spillere kunne hele seks gange juble i går. Det tyske landshold kørte nemlig rundt med Norges ditto, og det endte med en 6-0 sejr hjemme foran publikummet på Commerzbank Arena i Stuttgart.
Med 6-0 sejren er Tyskland så godt som sikre på direkte kvalifikation til VM. Nu kræves der blot en sejr over Nordirland, hvilket kan blive svært nok, idet nordirerne forud for kampen ligger på en andenplads, og dermed er tyskernes nærmeste konkurrent, men mon ikke Joachim Löws mandskab har styr på opgaven?
ANDRE LÆSER OGSÅ: Mange fans så ikke kampen mod Polen: Nu giver DBU denne erstatning
6-0 rundbarberingen af Norge var dog ikke helt nok til at slå en rekord, som det danske landshold er indehaver af. Tilbage i 1917 gav de danske svende nemlig det norske landshold en lektion i, hvordan fodbold skal spilles.
Hele 12-0 vandt det danske landshold dengang over de norske rivaler, og mandag aften var Tyskland hele seks mål fra at tangere den danske rekord.
Både Tyskland og Danmark er i øjeblikket fantastisk kørende i deres respektive grupper. Tyskerne indtager som bekendt en solid førsteplads, mens danskerne har oppet sig i de seneste par kampe, så man dermed nu kan indtage en fornem andenplads i gruppe E.