FC Midtjylland er i superform… på banen! Udenfor er der til gengæld masser af uro. Hovedpersonerne er tidligere succestræner Glen Riddersholm, bestyrelsesformand Rasmus Ankersen og direktør Claus Steinlein. Hvad handler det om? Og hvem er (den største) idiot?
I søndagens Politiken fyrede Ankersen en ordentlig bredside af mod Riddersholm, som han med visse omsvøb karakteriserede som en flæbende mand uden format. På TV3+ samme aften blev både Ankersen og Riddersholm interviewet omkring den store uro. Riddersholm antyder, at han har ‘noget’ på direktør Claus Steinlein. Her kan det undre, at han ikke kom frem med det, da han sagde op. Vi har et råd til Glen:
Hvis du leger whistleblower på din klub efter selv at have sagt op, så er der en ting, som er helt sikkert:
Du bliver aldrig toptræner igen nogen som helst steder!
Glen har været tilknyttet FCM i rigtig mange år, og der vil ofte/altid være noget, som er fejet ind under gulvtæppet i store klubber. Men det skal man altså ikke underholde pressen med efterfølgende (så skal man sige fra med det samme!), fordi man er bitter og pigesur.
Tilbage til historien. Hvad handler det egentlig om?
Forhistorien
Vi skruer tiden tilbage til sommeren 2014. Glen Riddersholm er angiveligt lige ved at sige op efter uoverensstemmelser med direktør Claus Steinlein. Der bliver holdt et forsoningsmøde, og Glen vælger at fortsætte i sit hjertes klub. Men lidt under et år senere siger han alligevel op. Det er kort tid efter, at han har fået guldmedaljen hængt om halsen. I følge TV2 er der to grunde til Glens opsigelse:
Derfor sagde Glen op
1) Den taktiske grund. Glen Riddersholm vidste, at hans dage i på heden var ved at være talte. Derfor ville han stå i den bedst mulige situation i forhold til hans popularitet og muligheder for et nyt trænerjob på højeste niveau.
2) Forholdet mellem Steinlein og Riddersholm var efterhånden blevet så betændt, at sandsynligheden for, at Steinlein og formanden Rasmus Ankersen ville komme Riddersholm i forkøbet og præsentere ham for en fyreseddel var overhængende. Og den fornøjelse ville Riddersholm ikke give Steinlein.
Claus og Rasmus har lang forhistorie
I juli 2014 investerer rigmanden Matthew Benham 60 millioner i FCM og indsatte Rasmus Ankersen som bestyrelseformand. Ankersen og direktør Claus Steinlein har en lang forhistorie i samarbejdet om FCM’s fodboldakademi. Det etablerede de i 2004, og det har været den primære fødekæde til FC Midtjyllands Superligahold og har produceret landsholdsspillere som Simon Kjær, Leon Jessen og Viktor Fischer. De står med andre ord hinanden meget nær, og de har helt sikkert været enige om strategien med et mere faktabaseret spil (SMS med statistik til Riddersholm i pausen) og(!), at træneren skulle have mindre magt.
En magtkamp
Og her er vi nede ved det egentlige spørgsmål: Hvem bestemmer hvad? Glen har sikkert følt, at hans resultater berettigede ham til at bestemme det samme som f.eks. en Mourinho. Sådan har Claus og Rasmus helt sikkert ikke set på det, og det har Benham – der bakker op om Claus og Rasmus – nok heller ikke. Så Glen havde mindre at skulle have sagt, end han syntes om og kunne stå inde for. Han tog konsekvensen på trods af den sportslige succes – det er en helt legitim og normal situation!
Men herfra bliver det så mindre godt for 1) Glen er bitter over, at han ikke måtte bestemme mere. Og 2) Hans hjerte banker stadig kun for FCM.
Hjertet banker – men det her er business!
Så hvem er idioten? Det er svært at sige og måske er der ikke nogen – det er bare en tragisk udgang på for mange alfahanner på et sted. Glen er helt sikkert en dygtig træner med et enormt engagement i FCM, men nu må han virkelig se at komme videre. Flyt fra byen og få dig et nyt job. Når historien er glemt, kan du komme tilbage igen (og få fribilletter til kampene). Topfodbold i Danmark er business, og du havde en kontrakt, og det har du ikke mere. End of story.
Det kan dog undre, at Rasmus Ankersen – der på trods af sin unge alder er et verdensnavn som forfatter og foredragsholder – føler sig nødsaget til at lave et karaktermord på sin tidligere træner. Det får alarmklokkerne til at ringe: Har Claus Steinlein store udfordringer i flere af sine arbejdsopgaver? (kunne man godt mistænke) Er Glen ude af ligevægt? Og hvordan kommer de videre herfra. Historien slutter nok ikke her.