Den 6. juli denne sommer mistede Juventus en af de helt store spillere inden for det sidste årti. 36-årige Andrea Pirlo forlod den italienske storklub til fordel for den anden side af atlanten, hvor han slog pjalterne sammen med New York City F.C. Nu er der imidlertidigt tegn på, at Pirlo kan være på vej tilbage til Europa.
Andrea Pirlo har i den grad været savnet på midtbanen hos den gamle dame og klubbens fans har til tider virket direkte irriteret over manglen på den kreativitet der forsvandt sammen med italieneren. På trods af dette er det ikke Juventus som forlyder at være interesseret i midtbane-geniet. Det er tværtimod en klub fra en helt anden boldgade, tyrkiske Antalyaspor.
Antalyaspor skulle ifølge Tuttomercatoweb være klar med et tilbud angående en forlængelse af Pirlos sæson med op til 8 kampe. At Pirlo blot skal spille 8 kampe for tyrkerne skal kædes sammen med, at midtbane-kreatøren gerne vil holde formen ved lige op til Europamesterskabet i Frankrig næste sommer.
Den amerikanske “Major League Soccer” slutter nemlig flere måneder før de europæiske turneringer, og Pirlo vil stå tilbage uden kampform når Europamesterskabet i Frankrig sparkes i gang. Dette vil gøre ham mindre attraktiv i forhold til sine konkurrenter på den italienske midtbane, og dermed mindske hans muligheder for en chancen i den italienske EM-trup.
På trods af rygterne om italieneren virker et skifte tilbage til Europa ikke så sandsynligt, da Pirlo for nylig tweetede et billede af ham, hvor han træner med New York City F.C og linjen “Slut med rygterne”.