José Mourinho er af den overbevisning, at Sampdorias danske forsvarsspiller, Joachim Andersen, kan være med til at bringe Uniteds defensiv på rette vej. Det skriver den italienske avis, La Republicca.

af: Emil Plovgaard

Joachim Andersen (til højre) kan være på vej til Manchester United inden længe. Foto: Paolo Rattini/Getty Images

Ifølge La Republicca har De Røde Djævle holdt øje med Andersen i løbet af det seneste stykke tid. De øjner et potentielt skifte for danskeren, der netop har forlænget med klubben fra Genoa.

Mediet skriver endvidere, at Premier League-klubben havde hele fire talentspejdere til stede i sidste weekends opgør mod Torino, som Andersens hold endte med at tabe 4-1.

Der skulle angiveligt være tale om et prisskilt på 30 millioner euro. Sampdoria vil dog helst vente med et eventuelt skifte til sommer, da de mener, at Andersen er afgørende betydning for holdets resultater.

LÆS OGSÅ: Top 21: De dyreste fodboldspillere i Europa lige nu

De defensive problemer koster United point

Manchester United har lukket hele 18 mål ind i små 11 Premier League-kampe i denne sæson, og er derfor på udkig efter forstærkninger til defensiven.

Svenske Victor Lindelöf har gjort sit for at forbedre forsvaret siden ankomsten i 2017 og er førstevalg i midterforsvaret.

Mourinho har foretrukket Chris Smalling som Lindelöfs sidemakker, selvom han også kunne have gjort brug af spillere som Eric Bailly, Phil Jones og Marcos Rojo.

LÆS OGSÅ: Det lærte vi af Liverpools forfærdelige nederlag i Beograd

Manchester United var bagud 1-0 i midtugens opgør mod Juventus i Champions League. Mourinhos tropper endte dog med at vinde opgøret 2-1 takket være Juan Matas frisparksmål og Alex Sandros selvmål.

Søndag aften venter en sand lækkerbisken for Premier League-fans, når Manchester United tager den korte tur til rivalerne fra Manchester City.

Opgøret på Etihad fløjtes op klokken 17.30 og vises på 6’eren.

LÆS OGSÅ: Vildt: Brøndby jagter svensk midtbane-guldfugl