Liverpool har fået kritik for den manglende aktivitet på sommerens transfermarked. Men Jordan Henderson har tiltro til Jürgen Klopps vurdering af, hvorvidt klubben har brug for forstærkninger eller ej.

Premier League-sæsonen begynder på fredag for Liverpool, når årets Champions League-vindere møder Norwich. Men klubben har ikke foretaget nogen større indkøb denne sommer, hvilket fans og iagttagere har undret sig over. Nu siger Jordan Henderson, at Jürgen Klopp har styr på, hvad han foretager sig, og hvis tyskeren vurderer, at klubben ikke har brug for indkøb, så stoler midtbanespilleren på hans vurdering. 

”Vi har en fantastisk trup, og vi har spillere, der vender tilbage efter langvarige skader. De er som nyindkøb, som manageren siger. Hvis manageren ikke har købt nogen, så  er det fordi, han ved  bedre,” siger den 29-årige englænder ifølge Goal. 

Henderson understreger, at holdet stadig er sulten efter at vinde og stadig kan blive bedre. Nu gælder det om ikke at dvæle ved sidste sæsons succes i Champions League, men at gå efter nye mål.

”Vi ser fremad, og vi vil forbedre os som hold. Der var mange kampe i sidste sæson, hvor vi ikke spillede specielt godt, selvom vi ofte fik resultater alligevel. Men vi kan levere bedre præstationer, og det skal vi fokusere på,” siger han. 

I den forgangne sæson, hvor Manchester City blev engelske mestre, mens Liverpool blev nummer to med rekordmange point, var der ikke andre hold i spil til titlen. Men sådan tror Jordan Henderson ikke, det bliver i år. 

”Der er flere hold, som har forstærket sig og kommer til at kæmpe om titlen. Det bliver svært. Det er Premier League altid. Man vil altid gerne have en god start på sæsonen, og det er ikke anderledes i år. Vi vil levere en god præstation og få et godt resultat på fredag,” pointerer Jordan Henderson.

Slim i halsen

Lider du ofte er slim i halsen? Så har vi samlet en række gode råd og hvad du kan gøre her.