I 2010 lykkedes det Inter (med Mourinho som manager) at lukke helt ned for Lionel Messi. Kan Juventus gøre det samme i aften? Dengang var strategien at lade to defensive spillere følge den argentiske boldakrobat. De fulgte ganske enkelt efter alle hans ryk og bevægelser uden at angribe. Det var effektivt og Messi fik ikke scoret i de to opgør. Men det er et problem med den strategi i dag.
Barcelona er ikke kun Messi!
MSN kaldes trioen Messi, Suarez og Neymar, (der er ikke engang plads til Iniesta som stjerne her!), og det er måske historiens bedste angreb – i hvert fald et af de bedste. Så en anden vigtig ingrediens i Juventus strategi bliver at sætte Messi ud af spillet uden samtidig at give for meget plads til de tre andre – som jo ikke just er ufarlige foran mål. Det vil kræve, at de italienske midtbanespillerne løber solen sort uden at komme til at stå for langt tilbage. Ikke nemt. Samtidig er det altafgørende, at italienerne ikke går i panik over Barcelonas formidable genpres. Den Gamle dame skal turde spille sig ud af alle situationer. Juve kan altså ikke kopiere Mourinhos opskrift.
Buffon er nøglen
At holde Barcelona fra chancer er en nærmest umulig opgave, og derfor er det meget vigtigt, at Gianluigi Buffon står en brandkamp. Det vil temmelig sikkert komme (mindst) 2-3 skud fra mellemdistancen, og dem skal Buffon klare, hvis den legendariske målmand skal have sit første champions league trofæ med hjem. Juventus kommer helt sikkert til at stå kompakt, så de burde kunne holde Barcelona fra helt åbne chancer i feltet.
Hold på bolden
Tevez bliver en vigtig mand for Juventus. Når bolden kommer, skal han kunne holde fast i den – noget han plejer at være god til – så holdet får noget luft. I offensiven er det især Pogba og Pirlo, som Juventus skal hænge sin hat på. Det vil være rigtig typisk italiensk at holde nullet og luske et mål ind på en dødbold. Oddsene peger entydigt på en Barcelona-sejr, men det er jo ikke forbi før den fede dame har sunget, og det er ingen som ved, om hun er fed eller ej, før der er fløjtet af.
Mest sandsynlige udfald: Barcelona vinder 2-1, og Messi får ikke sat scoringsrekord – både ham og Ronaldo har scoret 77 mål hver inden aftenens kamp.
Læs også: Dette er hemmeligheden til at stoppe Messi, Suarez og Neymar