William Kvist er en stor beundrer af hans tidligere holdkammerat, Thomas Delaney. Faktisk beundrer han ham så meget, at han mener, Werder Bremen-spilleren kan blive Danmarks dyreste, når han engang bliver solgt fra Bundesliga-klubben.
William Kvist og Thomas Delaney har ageret holdkammerater og midtbanemakker for både det danske landshold og i F.C. København hen over de seneste sæsoner, men sidstnævnte skiftede som bekendt til Werder Bremen i vinterens transfervindue.
LÆS OGSÅ: Afsløring: Derfor hentede Ferguson ikke Zidane til klubben
Her skulle han ikke være ret længe, førend der gik rygter, om at han muligvis allerede var på vej væk til en endnu større liga, nemlig Premier League, hvor Everton var blandt de interesserede klubber.
Ender Delaney med at blive solgt for et stort beløb til en engelsk klub, ville det ikke forbavse William Kvist.
-Han kan godt blive den første danske spiller, der bliver solgt for mere end 200 millioner kroner. Specielt hvis han fortsætter med det, vi allerede har set fra ham, siger FCK-spilleren til Ekstra Bladet.
-Thomas Delaney har alt, hvad man skal have for at være en dynamisk 8’er. Han vinder sine dueller, han scorer mål, han går forrest. Han har hårdheden fra FCK i Champions League og på landsholdet.
-Jeg kan godt forstå, hvis Premier League-klubber kigger på ham, og Werder Bremen siger, han skal koste en del, afslutter Kvist til Ekstra Bladet.
26-årige Thomas Delaney, der har scoret fire mål i de seneste to landsholdkampe, har kontrakt med Werder Bremen frem til sommeren 2021.