Den hollandske avis, De Telegraaf, plejer at være garant for rygter, som er af troværdig karakter.
af Emil Plovgaard
Det er derfor værd at bemærke, når der i dagens avis står skrevet, at den tidligere SønderjyskE-spiller, Simon Poulsen, der nu er i PSV Eindhoven, er på vej tilbage til sine rødder i det sønderjyske.
SønderjyskE har mest af alt været offer for en ulvejagt i dette transfervindue, hvor Ulvene fra Heden, altså FC Midtjylland, har sat sine mærkbare spor nede ved grænsen.
Således har de hentet hele tre SønderjyskE-profiler i dette transfervindue, idet Marc Dal Hende, Janus Drachmann og Simon Kroon alle har søgt nye græsgange i det midtjyske.
Læs også: Officielt: Sunderland-stjerne skifter til Premier League-konkurrent
Tidligere på dagen skrev Ekstra Bladet sågar også, at man havde i tankerne at hente den fjerde SønderjyskE-spiller i dette transfervindue, da Mikael Uhre blev rygtet til MCH Arena.
Men tilbage til Simon Poulsen og det forventede skifte til SønderjyskE. Det er som nævnt avisen De Telegraaf, der kan afsløre detaljer, der signalerer en mulig handel.
Poulsen er nemlig utilfreds med manglen på spilletid i Æresdivisionen, hvor det endnu ikke er blevet til en førsteholdskamp for bolsjestriberne fra Eindhoven.
Læs også: Anderlecht-talent jagtes af to europæiske storklubber
Den 32-årige venstreback søger derfor med lys og lygte efter en anden klub, og her er SønderjyskE og Superligaen ideel for den aldrende spiller.
Simon Poulsen startede sin fodboldkarriere hos SønderjyskE, hvorefter turen i 2005 gik til FC Midtjylland og derefter til udlandet, nærmere bestemt Holland og AZ Alkmaar i 2008.
Her var han i fire år, indtil Sampdoria lånte ham frem til januar 2014. Derefter tilbragte han endnu en periode i AZ Alkmaar, inden turen i sommeren 2015 gik til PSV Eindhoven.
Men nu tyder mest af alt altså på, at den 32-årige sønderjyde vender hjem til de vante rammer og omgivelser inden transfervinduets lukning ved midnat.