Inden vinterpausen kunne Superliga-klubben, AC Horsens, offentliggøre, at en af klubbens største profiler, nemlig den finske målmand, Jesse Joronen, var blevet solgt til F.C. København.

Foto: AC Horsens

Nu har “De Gule fra Østjylland” fundet en afløser for den stærke finske målmand.

Det bliver den kroatiske målmand, Matej Delac, der hentes ind på en fri transfer fra Chelsea FC.

Den 25-årige kroat er blevet hentet til klubben på en kontrakt, som løber frem til sommeren 2020.

Foruden Chelsea FC, har Delaj også spillet for belgiske Royal Mouscron på et lejeophold.

LÆS OGSÅ: Buffon: Denne spiller har samme niveau som Ronaldo – og det er ikke Messi

AC Horsens har gennem længere tid testet den kroatiske målmand, og i sidste måned trænede han med i fire dage på klubbens træningsanlæg. Han var ligeledes med i en reserveligakamp for klubben.

Målmandstræner: Delaj har gjort et super indtryk

– Matej gjorde et super godt indtryk, da han var her, og der er ingen tvivl om, at han er en utrolig dygtig målmand med en god tilstedeværelse. Når man ser på hans målmandsmæssige kvaliteter, så er han blandt andet en god shot stopper og stærk i feltet, og hvis man ser på hans menneskelige kvaliteter, så passer han som person perfekt ind i vores klub. Han vil rigtig gerne til AC Horsens, og det har været vigtigt for os, og vi glæder os til at arbejde sammen med ham, fortæller målmandstræner Peder Hansen til klubbens hjemmeside.

Også hovedpersonen selv glæder sig over at komme til Horsens.

– Jeg har hørt meget godt om den danske liga, og jeg kan rigtig godt lide AC Horsens. Spillere, staben omkring holdet og andre folk fra klubben har taget godt imod mig. Jeg har haft nogle gode snakke med Peder Hansen og Bo Henriksen. Jeg ser frem til at arbejde sammen med dem. Det her er en rigtig god mulighed for mig, og jeg glæder mig til at få spilletid og vise mig frem, lyder det fra Matej Delac.

LÆS OGSÅ: Frygter det værste: Brøndby-stjerne kan have spillet sin sidste kamp for klubben