I går bragte vi her på fodboldspilleren.dk nyheden om, at danske Jannik Vestergaard var centimeter fra et skifte til en Bundesliga-klub fra en anden. Nu er skiftet så officielt, og Vestergaard skifter fra Werder Bremen til Borussia Mönchengladbach, hvor Chelseas udlejede spiller, Andreas Christensen, i øjeblikket slår sine folder.
Af Emil Plovgaard
Én stor transfersaga har floreret omkring Jannik Vestergaard, og det var også forventet, at den høje danske forsvarsgeneral ville skifte klub i løbet af denne sommer. Storklubber Europa over har nemlig haft Vestergaard på ønskelisten.
Men i går bekræftede spillerens agent over for det tyske magasin, BILD, at et skifte var undervejs.
Skiftet blev offentliggjort kort før klokken 15 på Borussia Mönchengladbachs hjemmeside, der blandt andet skriver, at han bliver udstyret med en kontrakt af fem års varighed.
Læs også: PSG-stjerne kan være på vej til Liverpool
Den 23-årige spiller vil dermed blive holdkammerat med en anden dansker, nemlig Andreas Christensen.
Jannik Vestergaard har spillet en stor del af sin karriere i Bundesligaen, hvor han før skiftet til Werder Bremen spillede i Hoffenheim, hvor han dog havde svært ved at komme i startelleveren.
Det lykkedes, da han kom til Werder Bremen, hvor han spillede en afgørende rolle i klubbens ambition om at undgå nedrykning.
Med skiftet bliver Jannik Vestergaard Danmarkshistoriens dyreste spiller, da Werder Bremen ventes at indkassere omkring 15 millioner euro. Udover grundsummen er der ifølge Vestergaards agent også bonusser og klausuler, der kan løbe op i 1-2 millioner euro.