Han var med til at vinde La Liga seks gange og Champions League tre med FC Barcelona, for hvem han også var den ubestridte konge af målet hos catalanerne.
Men den 35-årige spanske målmand, Victor Valdes, siger nu stop. Han har valgt at indstille karrieren i en alder af 35 år.
LÆS OGSÅ: Kostede næsten 300 millioner: Nu foretager verdensstjerne et underligt skifte
Valdes har dog allerede fundet et nyt job, efter afgangen fra engelske Middlesbrough. Han har nemlig startet sit eget produktionsselskab. Selskabet har afdelinger i Barcelona, London og Abu Dhabi. Det erfarer den spanske avis, Mundo Deportivo.
Selvom karrieren nu har taget en overraskende drejning, kommer målmanden dog ikke til at slippe fodbolden helt. Mundo Deportivo skriver nemlig, at Valdes skal rejse verden rundt og interviewe tidligere fodboldkolleger.
Siden han forlod Barcelona, er det gået ned ad bakke for Victor Valdes. De tre sidste år af karrieren var ikke gode.
Lige inden han forlod FC Barcelona blev han korsbåndsskadet. Senere røg han så til Manchester United, men her havde Valdes ingen succes, og det blev kun til få officielle kampe for De Røde Djævle.
I Manchester blev det da også kun til én enkelt sæson, før han røg videre til Belgien og Alexander Scholz’ klub, Standard Liege. Her spillede han en halv sæson og fem kampe, før han røg til engelske Middlesbrough.
Her var der dog lidt mere succes. Det blev til 28 kampe for de rødblusede briter. Valdes fik i alt 20 landskampe for Spanien i perioden 2010 til 2014.