Af Anders Lang Jensen

Liverpool har allerede forstærket sig med Fabinho, mens Lyons Nabil Fekir også rygtes tæt på et skifte til Anfield. Her stopper det dog slet ikke for the Reds, der også vil forstærke defensiven. Et kæmpemæssigt navn kan være på vej til Anfield-klubben.

Her har Jürgen Klopp udset sig Bayern Münchens Jerome Boateng som makker til Virgil van Dijk i det centrale forsvar. Det melder tyske BILD. Den tyske avis er blandt landets største og plejer at have transferkilderne på det rene. Derfor ligner det en interessant sommer for Liverpool-fansene.

Den tyske landsholdsspiller har i mange sæsoner været en vigtig mand for Bayern, men ifølge BILD er tyskerne klar til at sælge ham for £40 mio. Den tyske storklub forventes at sælge en række profiler denne sommer for at skabe et nyt og yngre hold for fremtiden på Allianz Arena i München.

(Photo: Getty Images)

Premier League er ikke ukendt farvand for 29-årige Boateng, der tørnede ud for Manchester City i en enkelt sæson. Opholdet i Manchester var ikke noget at skrive hjem om, men i Bayern har midtstopperen haft stor succes.

Ligeledes på det tyske landshold har den brølstærke forsvarsstjerne været en fast mand og var en stor del af triumfen med Tyskland i 2014, hvor holdet vandt VM i Brasilien. En lang række skader har dog igennem de senere sæsoner plaget Bayern-stjernen.

Men ender tyskeren med at skifte til landsmanden Jürgen Klopp og kompagni, vil det være et markant forstærket forsvar, Liverpool vil have frem mod den kommende sæson. Boatengs kvaliteter ligger på et tårnhøjt internationalt niveau.