Det blev kun til 15 måneder i trænersædet hos FC Bayern München for italienske Carlo Ancelotti, der allerede er fortid i den sydtyske klub. Torsdag blev han fyret efter nederlag i Champions League.

(Photo by Thomas Niedermueller/Bundesliga/DFL via Getty Images )

Han er dog alligevel stolt over sin tid i mastodontklubben.

Den 58-årige italiener tilbragte onsdag aften de sidste timer på Bayern-bænken, da tyskerne mødte Paris Saint-Germain i Champions League. Et opgør, pariserne vandt med 3-0 mod et svækket Bayern-mandskab.

I forbindelse med kampen, havde den italienske træner valgt at udelade flere af klubbens største stjerner, heriblandt Arjen Robben, Franck Ribery og Mats Hummels. En beslutning, Bayern-ledelsen ikke var enig i, og derfor skred til handling torsdag.

– Det var en ære at være en del af Bayerns historie. Tak til klubben, spillerne og de fantastiske fans. Ciao, skrev Ancelotti torsdag på de sociale medier, Twitter og Facebook.

I mellemtiden har den forhenværende assistenttræner, Willy Sagnol, overtaget jobbet som cheftræner.

Bayern er i øjeblikket placeret på en tredjeplads i Bundesliga. Det er blevet til én sejr og ét nederlag i Champions League.

SE OGSÅ: Guardiola om fortiden: Jeg fik aldrig lov til at få denne spillers trøje