Antonio Conte skulle efter sigende allerede have tre Serie A-stjerner i kikkerten, såfremt han skulle blive ny træner i Chelsea FC.
Meget lægger op til, at den italienske træner bliver ny Chelsea-boss, til trods for, at der indtil videre ikke er kommet nogen officiel udmelding.
Dog har Conte meddelt, at han stopper som landstræner for Italien efter denne sommers EM-slutrunde, og derfor har mange italienske og engelske medier lagt op til at den tidligere Juventus-træner kommer til at træne The Blues fra næste sæson.
Ifølge den italienske avis, La Repubblica, skulle Conte have et godt øje til Stefan Jovetic. Montenegrineren er i øjeblikket udlejet til Inter fra Manchester City. Ifølge rygterne skulle det dog være muligt at bringe den unge montenegriner til Stamford Bridge.
Derudover skulle Conte have belgiske Radja Nainggolan på sin ønskeliste. Chelsea ville nok skulle lægge mange på bordet for at få Roma til at acceptere et potentielt bud, da Roma ikke nødvendigvis har intentioner om at sælge den belgiske midtbaneprofil.
Sidste mand på ønskelisten skulle efter sigende være Paul Pogba, der potentielt kan komme til at blive en af de dyreste handler i historien, da Den Gamle Dame kræver omkring 750 millioner for den franske midtbanespiller.
Såfremt Conte skulle gå hen og blive Chelsea-manager, og bringe disse tre stjerner til London, må Chelsea regnes som en af de helt store kandidater til Premier League-titlen i næste sæson.
Læs også: Top 10: De bedste comebacks i fodbold