I aften kan fodboldfans verden over nyde en af verdens mest prestigetunge og sete kampe, når Real Madrid gæster FC Barcelona på Camp Nou. Hundredvis af millioner følger kampen kendt som El Clásico eller ’klassikeren’. Vi tager her et kig på hvad en billet til aftenens kamp koster.
Under sidste El Clásico, da FC Barcelona besøgte Bernabéu den 21. november 2015, skal omkring 400 millioner folk have set kampen på tv. Med en sådan interesse er det kun at forvente at billetpriserne til stadion er skruet godt op.
Nu har billetbureauet, Ticketbis, lavet en udregning på, hvad en billet til aftenens kamp på Camp Nou i gennemsnit koster.
Dette har de gjort efter ønske fra den spanske avis, AS, og prisen for at se aftenens kamp ligger på 879 euro. Eller ca. 7.200 danske kroner med dagens valutakurs. Dette er gennemsnitsprisen for en billet til aftenens storkamp.
En lille kuriøsitet til dette leverer svenske Aftonbladet. De har fundet ud af, at kun hver femte som rent faktisk køber billet, ikke sæsonkort, er spanier. Med andre ord er det udlændinge, ofte turister, som betaler den høje pris for indgangsbilletten.
FC Barcelona har i gennemsnit haft 77.195 tilskuere på Camp Nou denne sæson. Men en kamp mod ærkerivalerne fra Real Madrid betyder udsolgt. Og på Camp Nou er der plads til 99.354 tilskuere.
Med førnævnte gennemsnitspris på billetten giver det omkring 715.000.000 danske kroner i Barca’s klubkasse.
Barcafan? Test her din viden om verdens bedste klub!
Vil du købe Messi-Neymar-Suárez? Læs her hvad frikøbsklausulen løber op i