Det blev til videre avancement i Europa League for både Lyngby Boldklub og FC Midtjylland. De to danske klubber spillede torsdag aften Europa League-kvalifikation, og er nu sikret en plads videre i 2. runde.
Det lykkedes Lyngby at hente en sikker 3-0 sejr hjem fra Bangor i Wales, mens FC Midtjylland hentede en udesejr hos irske Derry City på 4-1.
I Wales var det især en flot første halvleg af Lyngby, der sikrede dem videre. To mål af Kristoffer Larsen sendte De Kongeblå så godt som videre i Europa League-kvalen. Nordsjællændernes øvrige mål blev scoret af Jeppe Kjær til 2-0, der endnu engang ikke svigtede Lyngby.
Med 3-0 kunne De Kongeblå selvtilfredse gå til pause, velvidende, at de med al sandsynlighed allerede havde avanceret sig til næste runde, og der skete heller ikke forfærdelig meget mere i den kamp.
Læs også: Avis: Brøndby har alligevel ikke råd til Groningen-spiller – se deres sølle transferbudget her
Anderledes dramatisk stod det til hos FC Midtjylland, der kunne gå til pause med en føring på 2-1. Midtjyderne havde blandt andet valgt at placere Paul Onuachu i deres fly til Irland, og det skulle vise sig at blive en god idé. Nigerianeren nettede nemlig to gange i 1. halvleg, mens Aaron McEneff kunne reducere til 1-2 i det 41. minut.
I 2. halvleg havde Derry ikke det store at stille op, og efter 14 minutters spil af anden halvleg kunne norske Gustav Wikheim bringe gæsterne foran med 3-1, inden Onuachu lukkede ballet ti minutter senere.
Dermed er begge danske hold komfortabelt videre. Lyngby skal i næste runde et smut til Slovakiet, hvor de møder Slovan Bratislava, mens Midtjylland skal forsøge at bekæmpe ungarsk modstand mod storklubben Ferencvaros.