Mange fodboldspillere går fra den ene yderlighed til den anden. De er vant til at stå i rampelyset foran mange tusinde mennesker til lige pludselig at leve anonymt liv. Pludselig er de store oplevelser erstattet af mere praktiske gøremål.
Det er for mange en meget svær omvæltning. De fleste fodboldspillere er overhovedet ikke forberedt på et liv uden for grønsværen, og flere går som følge af omvæltningen ned med misbrug, depressioner, og der er endda eksempler på selvmord.
Er det op til klubben?
Det er et eller andet sted legitimt, at klubbens engagement ophører, når kontrakten udløber. Når man skærer ind til benet er fodbold en forretning ligesom alt andet, hvorfor der ikke er råd for at allokere ressourcer til noget, der ikke giver et afkast.
Der er dog også noget, der hedder ordentlig opførsel, ansvarlighed og etiske retningslinjer. Aldrig er fodbold blevet mere eksponeret, og det er fodboldspillerne, der står for underholdningen. Når klubberne gerne vil have at folk skal se fodbold og stjernerne på deres yndlingshold, er der så ikke også et ansvar for at sluse mennesket bag fodboldspillerne ud i tilværelsen, når rampelyset ikke længere skinner på dem?
Eller er det fodboldspillernes eget ansvar, der egentlig allerede har fået mere end betaling med høje lønninger og fede bonusser?
Per Nielsen og Daniel Agger
Per Nielsen og Daniel Agger står som kontrast til hinanden på dette punkt. Fælles for dem er, at de begge har haft en glorværdig karriere, og selvfølgelig begge syntes, det var hårdt at lægge fodboldsskoene på hylden.
Hvor Daniel Agger allerede tidligt i sin karriere begyndte at investere i forskellige projekter og virksomheder, fokuserede Per Nielsen 100 procent på fodbolden og havde ikke noget sikkerhedsnet, da der ikke var mere fodbold. Konsekvensen var noget, der lignede en depression. Hans foretrukne opholdssted blev hurtigt sengen, hvorfor skrald og skidt begyndte at herske i huset.
Per Nielsen fortæller i sin biografi om problemet i fodboldverdenen, hvor det ikke er unormalt, at man bliver efterladt i et liv i ensomhed. Ingen gør fodboldspillerne opmærksom på, hvad der venter dem. I en machoverden mener han, at det vil kræve en målrettet og meget disciplineret indsats at komme problemet til livs.
Oplysningsarbejde
Ligesom så mange problemer er sagens kerne mangel på oplysning og viden. Klubberne har som regel eksisteret i mange år, og ved godt hvad der venter spillerne. Hvis de ikke ligefrem vil gå ud og investere en masse penge i projekter, der skal danne rammerne for en eventuel karriere efter fodbolden, kan de i stedet være meget eksplicit i deres oplysningsarbejde.
Det vil sige, at der i god tid bliver rådgivet til, at man begynder at overveje, hvad der skal ske efter fodbolden. Mange fodboldspillere har alene gennem deres navn et stærkt brand, hvorfor man som eksempelvis iværksætter allerede vil have et forspring i forhold til mange andre.
I så fald kan de rådgive omkring, hvor og hvordan man skal starte. Det kunne eksempelvis være ved at tage kontakt til en iværksætter som Magnus Kjøller, der investerer i iværksætteri og startups med blandt andet vidensdeling.
Eftersom fodboldspillerens navn i hvert fald i starten er det vigtigste, og det der skal eksponeres, er det vigtigt, at dette bliver dyrket og tydeliggjort i brandingen. Det er derfor vigtigt, at fodboldspilleren lærer at agere efter dette billede af vedkommende. Altså som en sand gentleman der selvfølgelig er kynisk, når det kommer til forretninger, men som også har stil og troværdig i sine handlinger.
