Af Anders Lang Jensen
Så sent som i går aftes, så vi danske Christian Eriksens verdensklassekvaliteter, da hans hold Tottenham ude slog Chelsea med 3-1. Her scorede netop Eriksen et klassemål fra distancen.
Sådanne øjeblikke er det dog ikke sikkert, at Tottenham-fansene får så mange flere af sammen med den danske stjerne. Spanske FC Barcelona er igennem lang tid sat i forbindelse med kreatøren, og nu melder spansk medie, at interessen er mere end bare brandvarm.
For ifølge det spanske medie El Gol Digital er danske Christian Eriksen Barcelonas førsteprioritet til at afløse Andrés Iniesta til sommer. Barca-legenden har kontraktudløb ved udgangen af juni og har endnu ikke besluttet sig for, om han vil forlænge med catalanerne.
Uanset er Iniestas fysiske tilstand efterhånden så begrænset, at han sjældent spiller fuld tid, og derfor skal en afløser på plads før eller siden. Her er valget altså faldet på Eriksen, og selvom Tottenham bestemt ikke er meget for at sælge danskeren, ved de, at Barcelona kan være svære at holde på afstand.
Liverpool kan miste ønskespiller: Real Madrid vil hente ham!
London-klubben har derfor allerede en afløser klar, som menes at være Sporting Lissabons Bruno Fernandes. Den 23-årige midtbanespiller er fast mand hos portugiserne og ventes også at få en stor rolle på Portugals landshold til sommerens VM-slutrunde.
Den portugisiske offensivspiller minder som type meget om Christian Eriksen med teknisk verdensklasseniveau og skarp i at sætte medspillerne i scene. Men det vil uden tvivl være et markant tab niveaumæssigt, hvis danskeren forlader engelske Tottenham.
El Gol Digital melder intet om, hvad Barcelona kan forvente at betale for Christian Eriksen. Men prisen for den danske verdensstjerne bliver ikke billig. Barcelona har dog de seneste transfervinduer været villig til at smide store beløb, for de spillere de ønsker at hente til Camp Nou.