Af Anders Lang Jensen
Normalt er det kun spillerne på grønsværen, der kommer til skade i løbet af kampene, men en mere eller mindre bizar situation er nu dukket op i tyrkisk fodbold. Besiktas-manager Senol Gunes blev forleden skadet under en kamp. Det beretter Sky Sports.
To af landets største klubber tørnede sammen i den tyrkiske pokalsemifinale. Det var Besiktas mod Fenerbahce, og kampen udviklede sig dramatisk. Tyrkisk fodbold er kendt for stor opmærksomhed fra tilskuerne, der af og til kan føre til kaotiske situationer.
I det 58´ende minut af kampen faldt træneren til jorden efter at være blevet ramt i hovedet af et objekt kastet mod ham fra modstanderholdet Fenerbahces fans. Senol Gunes skulle sys i hovedet efter situationen.
Kampen startede dramatisk, hvor den tidligere Real Madrid-spiller Pepe fik rødt kort efter en vanvidstackling, som man kender den portugisiske forsvarsspiller for fra tiden hos den spanske storklub. Derfra var atmosfæren kaotisk og intens i kampens forløb.
Derefter kastede fans af Fenerbahce også ting mod en Besiktas-spiller under en hjørnespark, der skulle sparkes. Det fik stemningen yderligere i kog, og selvom Fenerbahce-spillerne forsøgte at tale deres fans til fornuft fra banen, fortsatte optøjerne.
Til sidst forlod Besiktas-spillerne, sammen med dommeren, banen, der også afbrød kampen med det samme. Der er altså tale om en voldsom episode i tyrkisk fodbold mellem de to storklubber.