Spanske David De Gea har igennem flere sæsoner været blandt verdens bedste målmænd. For Manchester United har spanieren været en uhyre vigtig mand mellem stængerne. Kontraktforhandlingerne ser dog ud til at være strandet.

Af Anders Lang Jensen

Den tidligere Atletico Madrid-spiller har endnu ikke forlænget sin kontrakt på Old Trafford, og derfor står aftalen mellem parterne til at udløbe efter sæsonen. Det betyder, at andre klubber kan forhandle direkte med spillerens lejr ved årsskiftet.

Storklubber som italienske Juventus og naturligvis spanske Real Madrid holder et øje omkring situationen. For potentielt er der en transferfri stjernemålmand at hente efter sæsonen. Og transferfrit betyder ganske gratis. En ren drømmetanke for øvrige interesserede klubber.

UTROLIGT: Dansk stjernefrø på Barcelonas ønskeliste!

Forhandlingerne har stået på længe, hvor Manchester United naturligvis gerne vil have De Gea til at underskrive. Men englænderne har angiveligt også forberedt sig på en fremtidig førstemålmand, hvis spanieren ikke skulle sætte sin underskrift på en forlængelse hos de røde djævle.

 

Ifølge BBC Sport har United den engelske landsholdskeeper Jordan Pickford øverst på listen over mulige kandidater. Den unge målmand har taget et stort skridt i sin udvikling siden skiftet til Everton fra Sunderland, og på det engelske landshold er han solidt plantet mellem stængerne.

Everton vil kræve mindst 60 millioner engelske pund, hvis Pickford skal sælges i den nærmeste fremtid. En pris som United ifølge avisen er klar til at betale, hvis De Gea forlader Old Trafford efter sæsonen. Så skal der sikres en ny førstemålmand, og her er Jordan Pickford den oplagte.

Den blot 24-årige målmand spillede en stor rolle for England under sommerens VM-slutrunde i Rusland, hvor det unge engelske mandskab nåede til semifinalerne. Ifølge BBC Sport er United-manager Jose Mourinho imponeret over Pickfords evner og præstationer.

Snart tilbage: Nasri gennemgår lægetjek i PL-klub!