Brøndby går mildest talt ind i en vigtig periode hvor klubben efter fyringen af tyske Alexander Zorniger skal sikre sig sin plads i Superligaens top-6. Det bliver dog uden en stærk midtbanespiller på banen.
Af Anders Lang Jensen
Den løbestærke Kasper Fisker døjede med skader i efteråret, og foråret bliver ikke bedre for Brøndby-spilleren. Tirsdag kunne Ekstra Bladet nemlig erfare, at Fisker har brækket en knogle i foden, og det bekræfter Brøndby IF nu selv på deres hjemmeside.
I første omgang forlød det dog, at Fisker måtte sidde ude i op til to måneder, hvilket ville betyde, at han potentielt ville blive klar til sæsonens sidste kampe. Det bliver dog ikke tilfældet. Brøndby meddeler i stedet, at bruddet kræver en operation, og at han er ude for sæsonen. De forventer en skadespause på 10 til 12 uger.
Fisker ærgrer sig ganske forståeligt over skaden, men vil gøre sit for at hjælpe holdet trods skaden.
”Det er selvfølgelig superærgerligt, for jeg vil rigtig gerne spille fodbold og hjælpe holdet og Brøndby IF i den situation, vi står i nu, men nu må jeg hjælpe holdkammeraterne fra sidelinjen og i træningslokalet, så godt jeg kan”, fortæller Fisker til klubbens officielle hjemmeside.
Fisker har i alt spillet 13 kampe for Brøndby i denne sæson, men siden september er det kun blevet til 23 minutters førsteholdsfodbold. Flere skader har sat en stopper for en kontinuerlig periode med kampe, og det fortsætter altså nu resten af foråret.