Af Anders Lang Jensen

José Mourinho nærmer sig et af sine transfermål. Rygtebørsen sætter for alvor blus på i disse dage, hvor de største engelske klubber skal have klaret forretningen, forhåbentlig inden VM i Rusland starter om 10 dage.

Den brasilianske midtbaneprofil Fred er angiveligt uhyre tæt på at skifte til Old Trafford, hvor det altid troværdige engelske medie Sky Sports melder om lægetjek allerede i dag. Men en anden interessant spiller følger angiveligt Fred trop på Uniteds træningsanlæg.

Manchester United forventes nemlig at kunne få Diogo Dalot til lægetjek i den uge, når prisen med Porto er blevet forhandlet endegyldigt på plads.

Den portugisiske manager har ønsket at få en ny højre back til klubben, der kan give Antonio Valencia konkurrence, og det ser ud til, at det snart lykkes for Manchester United at skrive kontrakt med en ung, talentfuld spiller.

Tidligere har BBC meddelt, at Manchester United er tæt på at hente 19-årige Diogo Dalot i Porto. Nu melder Daily Mail, at den portugisiske teenager forventes at tage til lægetjek hos Manchester United i næste uge. Mourinho kan altså få selskab i Manchester af en portugisisk landsmand.

Den endelige pris for forsvarsspilleren er dog endnu ikke faldet på plads. Diogo Dalot har en frikøbsklausul på £17,4 millioner, men han har også en kontrakt, der udløber næste sommer, og Manchester United forsøger at forhandle prisen ned.

Manchester United forventes inden længe at sende Matteo Darmian til Juventus, og den handel kan indbringe den engelske storklub £11,5 millioner, og det åbner også en plads i førsteholdstruppen til Diogo Dalot.