Man ved, at en fodboldklub ikke mangler penge, når den er parat til at skyde 1,3 milliarder kroner efter en enkelt spiller. Det er tilfældet i sagen om Cristiano Ronaldo, der i øjeblikket jagtes af fire klubber.
Det er den portugisiske avis, A Bola, der i går skrev, at flere klubber er villige til at aktivere Cristiano Ronaldos frikøbsklausul, beløbende sig til mere end 1,3 milliarder kroner.
Interessen på offensivspilleren er ikke just aftaget. Portugiseren har netop leveret sin mest succesfulde sæson i hele sin karriere. Hos Real Madrid er det blevet til både Champions League og La Liga.
Det portugisiske landshold blev også godt hjulpet på vej af Cristiano Ronaldo i den forgangne sæson. For uden ham var det nok ikke blevet til guld ved EM-slutrunden i 2016. Derudover blev den portugisiske superstjerne også kåret til verdens bedste fodboldspiller, da han vandt Ballon d’Or.
Læs også: Avis: Real Madrid på jagt efter ny målmand
De fire klubber, som efter sigende skulle være parate til at indløse den enorme frikøbsklausul er; Manchester United, Paris Saint-Germain og AS Monaco. Derudover har en unavngiven kinesisk klub også meldt sig på banen i jagten på den 32-årige portugiser.
Ronaldos statistik hos Real Madrid er intet mindre end imponerende. 406 mål i 394 kampe er det blevet til. Hvis det ender med et salg af Ronaldo, kan Real Madrid se frem til en stor fortjeneste. Man hiver nemlig det dobbelte af portugiserens indkøbspris hjem.
A Bola skriver desuden også, at mange spekulerer i, om der kunne være tale om en byttehandel mellem Real Madrid og AS Monaco. Los Blancos er efter sigende stærkt interesserede i Kylian Mbappé hos AS Monaco.