Paris Saint Germains brasilianske forsvarsspiller, Thiago Silva, har røbet, hvilken spiller, han foretrækker at dække op, hvis han absolut skulle vælge mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi. Paris Saint Germain møder Ronaldo og co. den 14. februar i Champions Leagues 1/8-finale.

Thiago Silva ses her ved en pressekonference i den bulgarske hovedstad, Sofia, forud for en kamp i Champions League mod Ludogorets. Se hvem han foretrækker at spille overfor, når valget kun er mellem Lionel Messi og Cristiano Ronaldo. Foto: Getty Images

PSG går ind til kampen som forhåndsfavoritter, da de i øjeblikket moser al modstand af vejen takket være en giftig offensiv bestående af Neymar, Edinson Cavani og Kylian Mbappé.

I mellemtiden underpræsterer Real Madrid. De ligger således på en fjerdeplads i La Liga, med hele 19 point op til nummer et fra FC Barcelona. I weekenden blev det også kun til 2-2 ude mod Levante, der scorede kort før dommerens slutfløjt.

Silva, som er anfører hos PSG, ser frem til at skulle møde Real Madrid. Men forud for opgøret har han provokeret en af deres vigtigste profiler, nemlig portugiseren Cristiano Ronaldo, som i januar måned vandt Ballon d’Or.

Læs også: Vidunderdreng: Manchester United i forhandlinger med 18-årig Ajax-stjerne

Han har nemlig begivet sig ud i et af de sværeste spørgsmål i mands minde. Hvem er bedst: Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi? Og her har brasilianeren valgt Messi.

– Den lille forskel mellem de to spillere er, at Lionel Messi er sværere at mandsopdække.

– Hvis du sætter en mand på Cristiano Ronaldo, kan du, selvom det ikke er let, lukke ham ned, fortæller Silva til Le10Sport.com.

Dog medgiver Silva, at Ronaldo fortjener sit store trofækabinet, og tilføjer endvidere, at portugiseren stadig er i spil til årets Ballon d’Or på trods af en sløj start på 2018.

Læs også: Chok: Chelsea vil erstatte Courtois med denne aldrende målmand