Fodboldstrømper er ikke helt, hvad de har været – eller rettere jo, du kan stadig få helt traditionelle fodboldstrømper. Men der kommer flere og flere strømper på markedet, der anvender ny, innovativ ”teknologi”. Nye, utraditionelle materialer bliver udviklet for at hjælpe dig bedst muligt gennem kampen. Læs med her og bliv meget klogere på fodboldstrømper.
Fodboldstrømper har længe været en meget overset del af fodboldspillerens beklædning. Det er jo bare et par strømper, så hvor svært kan det lige være. Men rent faktisk har fodboldstrømperne mange opgaver, uanset om du spiller kamp, træner eller bare spiller for sjov. Det spilder de færreste nok mange tanker i hverdagen.
Ikke bare et par sure sokker
Generelt set skal fodboldstrømperne holde spillernes underben og fødder varme og tørre under kampen. Samtidig skal de sikre, at der ikke opstår slidskader på fødderne, når de løber rundt i fodboldstøvler eller andet fodtøj på banen. Havde spillerne spillet med bare fødder i støvlerne, var der næppe gået længe, før de første spillere måtte udgå med store skader på fødderne.
Kigger vi lidt nærmere på strømperne og starter ovenfra, skal de have en god og tilpas stram kant i toppen, der er i stand til at holde strømperne oppe. Også selv om du spiller med store benskinner! Samtidig med, at de ikke må være så stramme, så de hæmmer blodtilførslen til fødderne.
Dernæst skal de holde benskinnerne på plads, så de beskytter dit skinneben optimalt mod sparkeskader og hårde bolde. Det er jo ikke uden grund, at det hedder fodbold,. Derfor er det meget naturligt, at netop området lige over benene er meget udsat for skader. Derfor var der tidligere indbygget særlige lommer til benskinnerne i fodboldstrømperne, men det ses sjældent i vore dages fodboldstrømper.
Endelig skal fodboldstrømperne sørge for, at fødderne sidder solidt fast i fodboldstøvlerne. Fødderne skal stå fast og ikke rutsje rund i støvlerne og får vabler.
Men på trods af strømpernes vigtighed, anser de fleste spillere på amatør- og hobbyplan dem bare for et par sokker ligesom alle andre. Mange spilder dem ikke en tanke. Bare de er lange nok og i den rigtige farve, så er de i orden.
Hvilke fodboldstrømper passer dig?
Når du skal vælge fodboldstrømper skal du især sikre dig, at de sidder godt og helt tæt til foden. De skal have den helt rigtige størrelse og ikke være løse. Der må heller ikke opstå folder eller udposninger omkring eller under strømperne. Den slags kan sidde og gnave i foden, er ubehageligt at gå på og så kan det nemt give vabler og andre slidskader.
Strømperne skal også sikre, at din fod har god kontakt med fodboldstøvlerne. De skal holde foden fast, så den ikke kan forskubbe sig eller sidder og glider frem og tilbage i støvlen. Det er også en hyppig årsag til vabler.
Omvendt skal der også være så meget frirum omkring især tæerne, at der er plads til at fodsved og anden fugt kan fordampe og trænge ud af fodboldstøvlernes ”ventilationskanaler”. Men frirummet må ikke være så stort, at der er plads til at foden kan flytte sig frem og tilbage i støvlen.
Noget andet du skal være opmærksom på, er syninger og andre samlinger af fodboldstrømpernes enkeltdele. De må ikke være så fremtrædende og tydelige, at de kan mærkes eller sidde, så de gnaver eller irriterer. Igen kan det afføde slidskader og måske ligefrem vabler på fødder og tæer og så en søm der krasser bare jævnt irriterende at spille med.
Er der særlige regler for fodboldstrømper?
Som udgangspunkt skal du spille med lange fodboldstrømper, for ifølge reglerne skal benskinnerne nemlig være dækket af strømperne. Korte strømper er derfor normalt kun til træning. Men nogen gange ses det alligevel, at især professionelle spiller i korte eller mellemlange strømper, fordi de finder det mere behageligt.
Men derudover findes der ikke andre regler omkring fodboldstrømperne og der er heller ingen begrænsninger i valget af materialer eller udformningen. Så længe de er på og dækker benskinner, er de lovlige at spille med.
Det har givet producenterne af fodboldstrømper et frirum at arbejde indenfor, som de dog først er begyndt at udnytte for alvor i de senere år. Derfor kommer der nu flere og flere nytænkte fodboldstrømper på markedet, hvor der er indbygget forskellige ”hjælpemidler”, der kan hjælpe dig til en bedre performance under kampen.
Ny teknologi går lige i strømperne på dig
Så heldigvis har de mange producenter af sportstøj de seneste år fået større og større fokus på netop denne del af fodbolduniformen. Fra bare at være et par langskaftede sokker, kan mange mærker i dag tilbyde særligt specieldesignede strømper, der f.eks.
- holder foden tør og fri for sved,
- støtter op omkring ankel, hæl og fodrodsknogler og
- giver bedre kontakt mellem strømper og sko.
Det sidste sikrer, at du helt kan undgå vabler og andre ”gnaveskader”. De opstår ellers nemt, hvis du har våde fødder, spiller i for store sko eller – allerværst – lige har fået nye fodboldstøvler.
Strømpernes evne til at støtte op om især anklen og hælen er også med til at forebygge vridskader og forstuvninger, der oftest ses, hvis spilleren træder forkert eller bliver tacklet uheldigt under kampen.
De mange nye strømpemodeller er naturligvis først udviklet til de professionelle fodboldspillere. Men selv de mest opmærksomme tilskuere og tv-seere har næppe nogensinde bemærket, at spillerne ikke altid har helt almindeligt fodboldstrømper på. For alle de nye ”strømpeteknologiske” landvindinger gemmer sig oftest nede i fodboldstøvlerne.
Få overblik over markedet for fodboldstrømper
Med de mange nye muligheder og ”funktioner” i fodboldstrømperne, er markedet for disse strømper blevet meget mere uoverskueligt. Samtidig har mange af mærkerne specialiseret sig inden for et bestemt område, så nogen især går på at støtte op om anklen, mens andre mere slår på og tilbyder funktioner, der sikrer, at der er bedre kontakt mellem fodboldstøvlen og foden, der sidder i støvlen.
Derfor er der brug for at skabe overblik og det har vi forsøgt at gøre med resten af denne artikel, der kort gennemgår de forskellige mærker opdelt alfabetisk efter mærkets navn. Til hvert mærke fortæller vi lidt om, hvilke typer strømpemodeller de tilbyder fodboldspillere. De fleste har kun en enkelt serie, men flere af de større mærker har flere forskellige.
Adidas fodboldstrømper
Aididas fodboldstrømper. Adidas kører med tre forskellige modeller af fodboldsokker, hvoraf den ene er særligt raffinerede træningssokker.
Den billigste model hedder Milano og kommer i 8 forskellige farver og er holdt i et meget enkelt, klassisk design. Her er ikke de store teknologiske landvindinger ud over en række områder langs kanten af foden og op af skaftet, hvor en særligt åbenmasket strik sørger for god ventilation til fod og underben og tillader sved og fugt at passere.
Den lidt dyrere Adisock er udstyret med en anatomisk placeret polstring, der understøtter foden effektivt og forbygger belastningsskader og trætte fødder. For fødderne bliver brugt meget under en kamp, så det er bare med at passe godt på dem.
Adisock anvender ligesom Milano-modellen åbne netmasker som ventilationshuller og et særligt ribmønster i strømpen sørger for, at den sidder helt stramt til fod og underben. Derudover er der ikke andre særlige funktioner ved disse strømper.
Adidas træningssokker hedder Climate half-cushioned crew og er nogle kortskaftede og mere behageligt siddende strømper. De er udstyret med støddæmperfunktionen fra Adisock og er produceret af et særligt svedtransporterende stof, Adidas kalder for Climate. Strømperne fås i både en hel kort og en lidt længere udgave, der dog ikke er nær så lang som spillestrømperne.
Du kan læse mere om Adidas fodboldstrømper her.
Hummel fodboldstrømper
Hummel fodboldstrømper. Danske Hummel har jo som bekendt klædt landsholdet på i masser af år, men på trods af det, er deres fodboldstrømper rimeligt ordinære.
Hummel fodboldstrømper er lavet af 98 % polyester og 2 % elastan, hvilket giver en smidig strømpe med en vis transport af fugt væk fra foden og ud på ydersiden af strømpen. Derudover er strømperne forstærkede i hælen og over vristen.
Hummel fører også nogle særlige træningssokker i 80 % bomuld og 20 % polyamid. Det er bløde og behagelige strømper, der faktisk også kan bruges som helt almindelige sokker til hverdagsbrug eller til andre sportsgrene. Bomulden er dog mindre velegnet til at transportere fugten væk fra benene, så strømperne giver en vis risiko for vabler.
Du kan læse mere om Hummel fodboldstrømper her.
Joma fodboldstrømper
Joma fodboldstrømper – Joma er et spansk produceret mærke, der har været i markedet i lidt over 50 år. Deres særlige kendetegn er de stribede designs, der er holdt i en meget stor kontrast. Særligt opmærksomhedsskabende er den insektagtige sort/gule-version, der næsten helt naturligt leder tankerne hen på bokselegenden Muhammed Ali’s berømte ”Float like a butterfly, sting like a bee”.
Joma fører to forskellige serier, deres Calcio og Classic. Calcio er den mere avancerede strømpe i åndbart materiale, der tillader fugten at trænge ud på oversiden af strømpen, hvorfor det kan fordampe gennem fodboldstøvlernes ventilationshuller. Samtidig er de forstærkede med en kraftig ribkant flere steder, der bl.a. sørger for at strømperne sidder helt tæt til fødderne, så du undgår slidskader.
Classic er helt ordinære fodboldstrømper uden nogle design- eller teknologimæssige landvindinger. Det er denne serie, der kan fås i de karakteristiske striber.
Du kan læse mere om Joma fodboldstrømper her.
Kappa fodboldsstrømper
Kappa fodboldstrømper – Italienske Kappa kører også med to forskellige serier af fodboldstrømper. Den utroligt langskaftede Basic, der har en kombineret ribkant og netmaske, der tillader foden at ånde og den mere klassisk designede Penao.
Penao er en helt ordinær fodboldstrømpe, hvis eneste kendetegn er, at skonummeret står forrest på ”snuden” på hver af sokkerne. Derudover er det bare en sok, som så mange andre.
Basic-modellen har derimod nogle kraftige forstærkninger under foden, omkring hælen og oppe langt toppen af det meget smalle skaft. Den er – på trods af navnet – således den mest avancerede af de to strømper.
Du kan læse mere om Kappa fodboldstrømper her.
Macron fodboldstrømper
Macron fodboldstrømper – Macron er kendt for deres teknologiske nytænkning inden for sportsbeklædning, men er ikke særlig kendt i den brede offentlighed – dels fordi de først begyndte at producere sportstøj i eget navn fra 1997 og dels fordi de primært sælger til og gennem sportsklubber.
Nytænkningen giver sig også til kende i deres fodboldsstrømper i form af forstærkninger af rayon og kulfibre omkring fod, tær og på oversiden af strømperne. Det giver en meget bedre støtte omkring de steder på foden, der er mest udsat under en kamp. Især på grund af kulfiberforstærkningen under foden virker disse strømper næsten som et par sko i sig selv, men der er dog lige så bløde og bøjelige som almindelige strømper.
Du kan læse mere om Macron fodboldstrømper her.
Metasox fodboldstrømper
Metasox fodboldstrømper – Metasox hører til blandt de mere avancerede fodboldstrømper, der både beskytter foden og giver bedre kontrol over bolden.
Umiddelbart ser strømperne noget vanskabte ud, da de har en tyk, hvid pude på oversiden af vristen. Men bortset fra det ligner de helt almindelige fodboldstrømper og når du har dem på og solidt plantet i dine fodboldstøvler, er der ingen der mistænker dig for at have et hemmelig våben gemt dernede.
Ved nærmere øjesyn viser det sig dog, at det ikke bare er et kejtet mønster, men en tynd silikonemembran, der sidder oven på foden. Den beskytter knoglerne i foden, støtter op om anklen foran og giver efter sigende ligefrem ekstra kraft til bolden, når du skyder.
Metasox fås også i en kort version, der egentlig er udviklet til træningsbrug, men tit er set brugt til kampe. Den har det samme membranlag, så de er lige så velegnede at spille med som versionen med lagt skaft.
Du kan læse mere om Metasox fodboldstrømper her.
Nike fodboldstrømper
Nike fodboldstrømper – Nike er det foretrukne mærke i fodboldstøvler hos mange professionelle og selvfølgelig er de lige så innovative på fodboldstrømpefronten, uden at der dog går hverken Meta- eller Trusox i den.
Ligesom mange andre producenter af sportstøj, har Nike to forskellige serier af strømper, nemlig Elite Match Fit og Classic II. Begge modeller er produceret i det særlige polyesterbaserede Dri-Fit stof, som Nike vist nok har patent på.
Det flytter aktivt sved og fugt fra foden og ud på ydersiden af strømpen og anvendes også af andre producenter på markedet. Det sikrer, at du altid har tørre fødder og derfor ikke så nemt får vabler, selv om dine fodboldstøvler måske ikke slutter helt tæt til foden.
Den store forskel på Elite Match Fit og Classic II er, at Elite Match Fit er udstyret med en slags støddæmper under foden, der støtter op omkring de steder på foden, der er mest udsatte under kamp. Samtidig støtter de op omkring anklerne og stimulerer blodomløbet i foden og tæerne.
Du kan læse mere om Nike fodboldstrømper her.
Puma fodboldstrømper
Puma fodboldstrømper – Puma er en af de gamle hæderkronede producenter af fodbold- og løbesko og startede faktisk produktionen af sko allerede helt tilbage i 1924. Efter anden verdenskrig kom der også andet sportstøj til.
Men på trods af mange års erfaring, producerer Puma helt oldschool gammeldags fodboldstrømper uden nogen nymodens påhit. De er lavet af 70% polyester, 25% bomuld og 5% elastan, hvor polyesteren og elastanen primært bruges i skaftet og bomulden giver en blød fod i strømperne, der dog – på grund af den meget bomuld – ikke er så god til at lede sved og anden fugt væk fra foden.
Du kan læse mere om Puma fodboldstrømper her.
Select fodboldstrømper
Select fodboldstrømper – Danske Select er nok mest kendt for deres fodbolde, men har også i mange år leveret sportstøj. På grund af prisen har de nok nogle af de mest solgte fodboldstrømper herhjemme og er oftest især de mindre klubbers foretrukne valg.
Den lave pris betyder nødvendigvis også, at strømperne ikke indeholder de store teknologiske nytænkninger. Det eneste ekstraordinære er, at skaft og fod er produceret i hver sin materialesammensætning. Desværre er der meget bomuld i foden, hvorfor du nemt kan ende med at få våde fødder.
Strømperne fås da også kun i tre forskellige størrelser i modsætning til de fleste andre fodboldstrømper, der fås i langt mere graduerede størrelser. Det betyder, at du kan risikere at komme til at spille i strømper, der er forholdsvis meget for store, hvis du bruger en skostørrelse, der ligger først i de enkelte strømpestørrelser. Det øger risikoen for vabler.
Du kan læse mere om Select fodboldstrømper her.
Trusox fodboldstrømper
Trusox fodboldstrømper – Trusox er på rekordtid blevet yderst populær hos de professionelle fodboldspillere, fordi Trusox er udstyret med nogle særlige non-slip gummifelter både indvendig og udvendig på strømpen. De sørger for optimal kontakt mellem foden og fodboldstøvlerne. Derved glider dine fødder ikke så nemt rundt i støvlerne, hvilket nedsætter risikoen for at få vabler.
Strømperne fås i to forskellige udgaver – en tyk udgave, der er den mest populære blandt de professionelle spillere og en lidt tyndere udgave, der er det helt rigtige valg, hvis du har fået nye fodboldstøvler, du skal have gået til.
Du kan læse mere om Trusox fodboldstrømper her.
Andre fodboldstrømper
Vi har ikke haft nogen intentioner om at lave en komplet fortegnelse over alle mærker af fodboldstrømper. Så vi ved godt, at der findes mange andre mærker på markedet, men dem vi har omtalt her er nok de mest kendte og mest udbredte – om end der nok er længere mellem et par Trusox end et par Select fodboldstrømper i de danske amatørklubber.
Nå ja så er der også helt andre typer fodboldstrømper som dem dommerne bruger. Du kan læse en artikel om dommersokker her.
Hvad koster et par fodboldstrømper?
Som med alt muligt andet, så handler det naturligvis om, at jo mere ”teknologiske” strømperne er, jo dyrere er de. Helt almindelige fodboldstrømper uden nogen som helst form for dikkedarer – f.eks. de kendte standardstrømper fra danske Select – kan således erhverves for en 20-30 kroner parret, hvorimod de mere højteknologiske sokker fra Trusox eller Metasox oftest løber op i flere hunderede kroner parret.
God kamp og husk fodboldstrømperne!